Danmarks Billedkunstlærere 

 

Sep. 2000 -  Følgende indlæg er indsendt af kredsbestyrelsesmedlem Jens Kjær Jensen fra kreds 7 :              

 

Vagt i gevær!

 

Måske er overskriften lovlig voldsom, men jeg mener faktisk, at vi skal passe på!

Det mærkelige er blot, at det jeg mener, vi skal passe på er to ting, som jeg i virkeligheden sætter meget højt,  nemlig lærerteam omring den enkelte klasse (få-lærer-princippet) og fagligheden i billedkunst.

Det er helt klart, at få lærere i tæt samarbejde (læs: hyppigt, tidskrævende) i hver enkelt klasse er en stor fordel, men det er også klart, at disse 3-4 lærere ikke kan dække alle fag lige godt.

I de små klasser er det knap så tydeligt som i de større, og det er da også her, at få-lærer-princippet brydes, så der tilføres f. eks. en tysk/fransk lærer eller fysik/kemi lærer.

Men der er fag, som bliver til et fag “som du da nok kan klare”.

Sker det i for mange teams, ja, så ser jeg et stort problem for billedkunst, og det skulle meget nødig ske.

Selvom ingen ønsker det, så vil der på enhver skole være teams, hvor den slags vil ske, er det ikke billedkunst, så er det måske musik, det går ud over.

Det værste, der kan ske, vil være, hvis f. eks. billedkunst bliver et “venstre-hånds-fyld-fag”, det vil gøre vort fag til nogle mere eller mindre heldige indslag i  f. eks. projektopgaver - og det må ikke ske!!

Det modsatte vil være nogle få specialister, der ikke har meget andet end undervisning i billedkunst. Det vil helt klart være godt for vores fag, men nok lige lovlig ensomt for den, det går ud over.

Teamsamarbejdet er vigtigt - og væsentligt, men det kan ikke lade sig gøre at deltage i samtlige teams - 3-4 stk. må være det absolut maximale. På en 2-sporet skole må der derfor være mindst 4-5 lærere, der kan og vil billedkunst, og disse må danne et “billedkunst-team”.

Der er meget at være fælles om - lokale, materialer, konto, holdning, synliggørelse o.m.a. - det er vigtigt, at det hele fungerer.

- er det tilfældet, så er jeg ikke nervøs, men er det ikke tilfældet, er vi blot blevet til noget, der skal fyldes op med i et team, og det har jeg faktisk hørt om,  og det kan jeg ikke lide!.

Jeg tror på, at vi skal starte med billedkunstteamet. Er det først oppe at stå, så tror jeg , at resten kommer af sig selv.

Jeg ved godt, at dette absolut ikke er de vises sten, det er heller ikke den største nyhed (den er desværre ret gammel), men det er efter min mening vigtigt , at vi gør os synlige, ellers kan det meget let gå rigtig galt.

                                                                                                                          

Jens Kjær Jensen , kredsbestyrelsesmedlem i kreds 7, Nordsjælland

 

Retur til Artikler

 

   Redaktion og gartner: Alice Carlslund.  Kommentarer, forslag og oplysninger om fejl m.m. til: alicecar@post10.tele.dk Sidst opdateret:15.december 2001