Danmarks Billedkunstlærere 

Pressemeddelelser

 

PRESSEMEDDELELSE 26.9.05

Skolefaget BILLEDKUNST kræver prøver i faget

Den aktuelle faglighedsdebat har nu resulteret i et folkeskoleforlig, der vægter en indførelse af nationale tests på udvalgte klassetrin, der skal sikre, at eleverne får lært at læse, stave og regne. Ingen kan vel  være uenige i, at de unge mennesker, når de forlader skolen, mestrer disse grundfærdigheder.

I den debat glemmes, at der eksisterer andre væsentlige grundfærdigheder, og at disse færdigheder udvikles i en social sammenhæng til kompetencer, der er udtryk for, hvad eleverne kan  gøre i forhold til en bestemt social sammenhæng, for…

Bliver der en god journalist eller forfatter ud af at kunne stave korrekt?

Bliver der en atomforsker ud af at kunne de fysiske love udenad?

Det er ikke nok at kunne stave, regne og skrive. 

Det er f.eks. afgørende i et demokratisk funderet vidensamfund, at alle borgere evner at bearbejde de informationer, betydninger og budskaber, vi får gennem billeder og andre visuelle fænomener. Det er vigtigt, at kunne forstå, skabe og omskabe visuelle informationer, både de analoge og de digitale, til relevant viden, oplevelse og indsigt.

Disse visuelle informationer og betydninger, der danner vore meninger og holdninger, fremstår mere og mere komplekse, og det kræver visuel kompetence at ”se” igennem disse komplekse lag af betydninger. 

Sådanne visuelle kompetence kræver grundlæggende kundskaber og færdigheder vedr. visuelle fænomener, og de kommer ikke af sig selv, de skal læres! 

Danmarks Billedkunstlærere finder det derfor nødvendigt,  at det visuelle område opkvalificeres i uddannelsessystemet, hvis det enkelte individ skal kunne agere som aktiv deltager og beslutningstager i et samfund baseret på demokrati.

Samtidig foregår en debat om Danmarks konkurrenceevne i en globaliseret verden, hvor Danmark betegnes som et vidensproducerende samfund og hvor nøgleordene er udvikling af forskellige kompetencer. Erhvervslivet efterlyser i denne debat udvikling af bredt sammensatte kompetencer, eksempelvis samarbejds- og selvledelseskompenter, innovative og kreative kompetencer, kulturelle kompetencer og kommunikative kompetencer.

Kompetencer som i høj grad udvikles i billedfaget i arbejdet med billeder og visuelle fænomener. 

Billedkunstfaget udvikler Visuel kompetence

I billedkunstfaget i skolen gives eleverne mulighed for at opnå grundlæggende kundskaber og færdigheder vedr. billeder og visuelle fænomener.

Disse grundfærdigheder opnås i en social sammenhæng, og derved er der skabt basis for, at grundfærdighederne kan udvikles til visuel kompetence.

Kompetencer er udtryk for en handlingsrettet faglighed. De er et udtryk for, hvad eleverne kan  gøre i forhold til en bestemt social sammenhæng, f.eks. i en problemløsningssituation eller kreative og innovative sammenhænge.

Derfor mener vi i Danmarks Billedkunstlærere, at der bør være en afsluttende prøve i faget Billedkunst, så eleverne får lejlighed til at kunne dokumentere deres kunnen, viden, og færdigheder indenfor det visuelle område.

En sådan afsluttende prøve vil kræve, at faget eksisterer på alle klassetrin, hvilket vil være produktivt for andre fag, der vil kunne drage fordel af de visuelle kompetencer eleverne har opnået i billedfaget.

Som det er nu afsluttes faget efter 5. klasse, måske fordi de politiske beslutningstagere husker det faglige indhold fra deres egen skoletid. I dag fremstår faget helt, helt anderledes, men er stadig underlagt en forældet og utidssvarende opfattelse.

F.eks arbejdes der i billedfaget med de digitale billedmedier, der kræver ganske anderledes strategier for billedproduktion end de mere traditionelle billedformer.

Danmarks Billedkunstlærere  sætter FOCUS PÅ ET BILLEDFAG i EN BRYDNINGSTID d. 22. – 25. november i samarbejde med foreningerne: Gymnasiets lærere i Billedkunst og Design samt Seminariernes Lærere i Billedkunst, idet der afholdes en stor konference på Fuglsøcentret.

FAKTA om Danmarks Billedkunstlærere

Danmarks Billedkunstlærere er en landsdækkende forening, der består af en landsstyrelse og 11 regionale kredse med hver sin kredsbestyrelse. Foreningen har p.t. 2250 medlemmer, og foreningens formål er 

  • at fremme forståelsen for værdien af børns æstetiske og billedsproglige udtryk 
  • at fremme forståelsen for faget Billedkunsts betydning i og uden for folkeskolen
  • at arbejde for, at faget indtager en væsentlig stilling i uddannelsessystemet
  • at arbejde for, at faget udvikles
  •  at formidle fagets indhold til foreningens medlemmer og bredere kredse

Dette sker ved at foreningen deltager i den aktuelle pædagogiske og faglige debat, arrangerer udstillinger, kurser og konferencer og udgiver Billedpædagogisk Tidsskrift, der udkommer fire gange om året, hvor fagets kerneområder og inspiration til billedkunstundervisningen hele tiden undersøges og udvikles.

Foreningens hensigt er at skaffe så gode vilkår som muligt for undervisningen i Billedkunst. Dette gælder både vedrørende undervisningslokaler til Billedkunst, timetal og efteruddannelse af billedkunstlærere. Derfor har Danmarks Billedkunstlæreres lokalkredse et tæt samarbejde til landets forskellige CVU afdelinger og Amtscentre for Undervisning.

Foreningens web-adresse: www.danmarksbilledkunstlaerere.dk

På vegne af 

Danmarks Billedkunstlæreres Landsstyrelse 

Alice Carlslund, landsformand

 

   Redaktion og gartner: Alice Carlslund.  Kommentarer, forslag og oplysninger om fejl m.m. til: alicecar@post10.tele.dk Sidst opdateret:9. november 2005