Danmarks Billedkunstlærere | KREDS 1- Nordjylland
139
page-template-default,page,page-id-139,page-parent,page-child,parent-pageid-69,ajax_fade,page_not_loaded,,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,columns-4,qode-theme-ver-10.1,wpb-js-composer js-comp-ver-5.0.1,vc_responsive
 

KREDS 1- Nordjylland

Kære medlem

I skrivende stund er der sne og landskabet lyser helt specielt. Der hviler en særlig ro under himlen. Jeg betages deraf, men vil dog skrue tiden tilbage. … i sommer fik jeg besøg af Sigrid. Jeg havde spurgt, om hun ville komme fra kl. 9.00-17.00 eller fra 12.00-17.00.

“Jeg kommer kl. 9.00”, svarede hun.
“Så starter vi dagen med at spise morgenmad sammen”, var mit svar.

Sigrid landede præcis kl. 9.00 ved bagdøren, iført tøj der tålte alt. Vi satte os ved køkkenbordet, hvor morgenmad ventede. Der var helt stille i huset, kun lyden fra os to mennesker var til stede. Der sad hun overfor med årvågent blik og ben, der dinglede fra den lidt høje taburet. Dagen var åben, ingen planer blot se, hvad vi fandt ud af i hinandens selskab.

Det var så fint at sidde der med denne lille 9-årige pige og tale stille og roligt, være menneske uden forstillet klogskab. På et tidspunkt spørger jeg til, hvad hun og familien skal i sommerferien. Hun fortæller, at de gennem flere år har været i Norge i et hus placeret på et ganske særligt sted. Hun holder en lang pause, kigger tilbage på mig og siger: “Skal jeg vise dig stedet?”

“Ja, det vil jeg rigtig gerne se”. Jeg troede, hun derefter ville åbne sin telefon med foto, men i stedet startede hun med, på den mest selvfølgelige måde, at fortælle:
“Når du står med ryggen mod huset … og så kan du gå langs en sti, hvor der både vokser blåbær og hindbærhegn. Store træer gror tæt ved, og når vi … og derefter fortsætte langs stien, så møder vi til sidst de flade klippesten ved kanten af havet, vi bader i.”

Det er et smukt sted, siger hun og jeg kan se det tydeligt uden af have set det. Denne stund er, i det forgangne år, den stærkeste og mest overraskende oplevelser på tværs af generationer, jeg har oplevet uden for mit eget familieliv. Sigrid ramte noget autentisk og stærkt ved at vælge en anderledes skildring, end den vi dagligt mødes af.

rosenblade2

Vi vandrede faktisk sammen fra huset, gennem landskab og på stien ned til havet -så smukt og forfinet.

Den verden vi lever i er en verden, hvor næsten alle oplevelser skal filmes/fotograferes. Det virker som om, at vi er usikre på, om vores egen evne til at lagre livets stunder i indre magasiner, stadig fungerer. Hvis ikke vi får billeder, så kan vi ikke … Hvad er det, vi ikke kan? Sanses oplevelser stærkest, hvis de fotograferes og derefter ofte postes på diverse digitale platforme, er for mig et spørgsmål, der klart afføder stof til egen tænkning og prioritering.

Senere på sommeren mødte jeg for første gang i 10 år en isfugl. Den sad pludselig der på en lille træbro. Kiggede roligt og majestætisk på mig. Mobiltelefonen skreg i lommen, “take a picture”, men min oplevelse med Sigrid gjorde, at jeg overhørte og kigge tilbage, indtil den lettede. Hun stoler på egne sanser og registreringer — det vil jeg øve mig mere i, selvom jeg repræsenterer et billedfolk.

Frø

Pixibogen“, som alle kredsens medlemmer modtog før jul, startes altid med et værk fra naturen. I år en vejbred.
Når frøene bliver våde, klistrer de til dæk og forbipasserende folk og dyr. Jeg har en veninde, der har boet med siouxindianerne i 3 år. Hun var gift med medicinmandens søn og sammen fik de en datter. Hun fortalte mig, at indianerne har et helt andet navn til planten, der måske kan inspirere til et tema. Da europæerne udvandrede til Amerika, her i blandt var også danskere, bar de frø fra vejbred med sig på vognhjul og sko, så derfor – kalder indianerne planten: “Den hvide mands fodspor”.

Med disse ord ønskes du en et sjovt og nærværende nyt år.

Lisbeth Fast
formand, Kreds 1
– tekst efterredigeret af Hans Wendelboe Bøcher, 6/1 2016